Menu

Fynboerne

1945-04-03

Dokumentindhold

Charlotte Knipschildt er død. Hun var allerede gift, da Johanne/Junge var barn.
Elle(n) har været på besøg et par dage.
Adolph/Agraren og Johanne Larsen havde det så godt sammen, engang hvor ingen af børnene var hjenmme.
Torkild Warbergs villa er blevet sprængt i luften.
Louise/Lugge Brønsted har flyttet flere ting i sikkerhed hos sin søster, Christine/Mornine. Der bliver gravet løbegrave i Louises have og noget lignende bliver klargjort på Johannes Larsens grund.
Johanne/Junge gør hovedrent. Astrid/Dis kan godt få nogle blomsterløg.
Flere medlemmer af Balslev-familien er interneret i Frøslev-lejren.

Transskription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
modt. 5’ April 1945
heri også 26/4. –
Fru Astrid Warberg Müller
Bakkevej 12
Hareskov St.

[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
Lindøgaard Dræby St. Fyen.

[I brevet:]
Lindøgaard Tirsdag d. 3de Apr. 1945

Kære lille Dis!

Det er pludselig gaaet op for mig, at du vist allerede længe har kigget efter Brev fra mig, men jeg har været saa Pokkers ugidelig i hele denne Paaske – Tid har der jo været rigelig af. Tak for dit sidste knippel-lange Brev, men da jeg i Dag har knap med Tid, vil jeg ikke give min Tid til at faa det halet frem og se, hvad der skal besvares, det bliver næste Gang. Dette kun et Par Ord for at du ikke skal kigge forgæves. - - Mon du gennem Lugge har hørt, at den gode gamle Charlotte er død, ja det har du vel, ellers kan du jo ringe hende op og høre de nærmere Enkeltheder. Hvor er det egentlig mærkeligt at hun har levet lige til nu, hun der for længst var voksen og gift, X da vi, som den Gang var smaa Børn, nu er mellem 70 – 80 – Mornine fylder da 75. Jeg tænker du er ked af at din Sygdom har forhindret dig i at besøge hende i den senere Tid. Jeg vidste slet ikke, at hun havde brækket Hoften, gjorde du? Men hvor hun dog fik en blid Død.
Paasken her har været bemærkelsesværdig ved, at Elle har været her. Vi har ikke set hende siden Nytaar, men nu har hun faaet Dæk paa sin Cycle og er [”er” indsat over linjen] kørende igen. Hun kom uventet og til min store Glæde Lørdag lidt før Middag, blev her om Natten og tog af Sted Paaskedag hen under Aften. Vi havde det saa yndigt og jo Masser at snakke om. Naturligvis fik vi en l’Hombre Lørdag Aften og Søndag Eftermiddag ogsaa – Elle er jo en Spillefugl.
Nu fik jeg alligevel dit Brev halet frem. Du skriver bl.a., at du og Axel har det saa godt sammen – det minder mig om, hvad jeg saa tit har tænkt paa, at det Aarstid, da Agraren og jeg var alene tilbage i Kærbyhus, Tinge i Sverige, Bibbe i Kbhvn. Manse i Nordskov, da havde Agraren og jeg det saa ualmindelig harmonisk sammen. Det er maaske egentlig det normaleste, at Børnene er borte fra Hjemmet – i hvert Fald er det lettere at faa Harmoni i Ægteskabet paa den Maade, Børn kan jo give Anledning til Disharmoni selv om de er aldrig saa fuldkomne og søde. Ja, jeg kan sandelig da nok se, at Axel er mageløs, ja enestaaende mod dig; det er det, som Pan formulerede saadan: ”Axel forkæler Dis over alle Grænser” med stærkt Tryk paa o. alle Gr. Lidt Forkælelser er saamænd ingen Skade til, hvis man har bred Ryg nok til at bære den.
Eft.Middag Hvor du dog gør meget for ”de søde Piger”, mon de nu vil vide at værdsætte det; det maa vi haabe. Hvor er det hele dog interessant og spændende med Kreditforeningen og alt det.
Lever den unge Mand endnu – jeg husker ikke hans Navn, som kørte Fisk og arbejdede for Jer og havde været Kommis. Hvordan gik det han med hans stakkels Kvartalsdrankeri, mon han gik i Hundene?
Du hørte vel, at de har sprængt Torkilds Villa i Luften? Men tillige den glædelige Efterr. at han er i Frøslev. Jeg synes, det var ængsteligt at han var i Aalborg, hvis der nu, som de for nogen Tid siden talte om fra London, skal begynde der med de allieredes Angreb paa Danmark. De ulykkelige Fanger, som saa sidder i aflaasede Celler.
Ja Dis, det er næsten ikke til at bære mere, gid vi havde Bibbe vel hjemme, hun er saa frygtelig uforsigtig, sætter sig i Vinduet for at se til, naar der er Skyderi i Gaden. Det lille Bæst.
Mon du har set hende ude hos Jer? Hos Janna var hun jo omkring ved Manses Fødselsdag, hun afsendte en Pakke til ham fra Bagsværd Station.
Vi var paa Lindø d. 30_te_, Tinges Fødselsdag, Langfredag. Grethe havde fint Kaffebord med Lagkage, og det var saa nydeligt og saa hyggeligt.
Elle havde Breve med fra Lugge; de har lejet Mornines ledige Værelse til deres mest værdifulde Sager; de selv bor saa udsat, nu graver de Løbegrave af Sted der lige ved Huset. De er da endnu ikke begyndt at befæste Lases Have, der er kun gravet Pæle ned.
- - Vi er i Dag begyndt med Hovedrengøringen nemlig Rullestuen, som jeg regner for det værste; jeg arbejdede deroppe til Kl 11 ½, saa maatte jeg pausere og tog fat paa dit Brev, vi faar knusende travlt i hele denne Maaned, vi faar jo ny Pige til Maj, skal baade gøre rent slagte og vaske; desværre har A.M. bedt sig fri de sidste 3 Dage af April og den nye kommer først d. 3_die_. Det vil sige, at jeg bliver alene i 6 Dage og skulde jeg gerne have Huset skinnende rent til en ny Pige; jeg var temmelig ked af det, og er.
Nu faar du ikke mere i Dag, jeg skal om lidt op og tage fat igen paa min Rullestue.
Tusinde Hilsner søde Dis fra din Junge
Hils den gode Axel.
[Skrevet langs venstre kant s. 2:]
Jeg havde Brev fra Marie Ladersen til Paaske; de har haft Besøg af Line som er i Arbejde og rask. Henrik og Gøga har det godt.
[Skrevet på hovedet øverst s. 1:]
Tænk at mine Breve er 3 Dage undervejs, dine kun 2. Du skal nok faa Vintergækkeløg. Vil du have Scilla? Jeg har har en Urtepottefuld her inde, de er allerede afblomstrede, dem kan du faa, hvis du ikke har Scilla selv. Husk at svare.
[Skrevet langs venstre kant s. 1:]
X hvor er jeg tit fiks med mine Ordstillinger.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Det vides ikke, hvem "de søde piger" er. Muligvis Astrid Warbergs egne to døtre. Den unge mand, der solgte fisk, kendes heller ikke.
Torkild Warbergs villa sprængt i luften: Se hans biografi.
Der blev aldrig gravet løbegrave i Johannes Larsens have - kun gjort klar til arbejdet.
Det vides ikke, hvem Line var.

Adressen er skrevet på kuvertens bagside

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB0639

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura/Bibbe Warberg Petersen