1902-10-01

Kære Fru Warberg! I Mandags Kl 8 fik vi at vide, at Palludan var kaldet til K, og igaar Kl 2 kom saa det afgørende, men jo langt fra uventede Telegram. I Dag har jeg havt Brev fra Moder, som genfortæller, hvad Pan har sagt. Og De véd nok, at jeg ikke gør andet end at tænke paa Dem og Deres Børn. Saa er det den ene og saa den anden, men af Børnene tænker jeg mest paa Christine, som er saa langt borte og ikke gift, som Ellen. Jeg véd, at han ikke vilde slippe Dem et Øjeblik i den sidste Dag, og tvivler ikke om, at Deres Savn bliver størst af alles. Hvad skal vi sige? Skal vi bruge den gamle Verselinje: "Jeg satte min Lid til Gud og til slet ingen anden Mand!" Saa har jeg ogsaa sagt Dem, at jeg tænker meget paa mig selv og synes, at jeg har mistet min Raadgiver og en trofast Ven, og der er mange, der ikke blot tænker paa Dem og Børnene, men paa sig selv, fordi de synes, at han er svær at undvære. Og sammen med at være saa bedrøvet kommer saa den store Taknemmelighed.
Mon De kommer hjem i Dag? Hvor maa der dog være tomt paa Erikshaab. -
Alix Bondesen sender Dem og alle sin mest deltagende Hilsen, og vil De fra mig hilse hvem de har hjemme af Døtrene og Paludan og - Munter.
Deres heng. Line Sperling. -